51-årige Lars Juhl Jørgensen har siden 1998 arbejdet med programmering og udvikling af automationsløsninger til kunder primært inden for transport- og logistikbranchen. Gennem alle årene har fundamentet for løsningerne været en god og tæt dialog med kunderne, en stærk og robust kode og en høj brugervenlighed.
- En god løsning kommer af god dialog. Det handler om at inddrage kunden tidligt, stille de rigtige spørgsmål og være grundig i afklaringen. Sammen gennemgår vi alle tænkelige scenarier omhyggeligt. Har vi styr på alle detaljer, kommer vi i mål med det bedst mulige resultat, fortæller Lars Juhl Jørgensen, der allerede er godt i gang med at løfte den første opgave for DK AU2MATION.
- Jeg er ved at udvikle styringen til bagagehåndteringen til en stor international lufthavn. Det er en opgavetype, jeg har erfaring med, men som stadig er en utrolig spændende proces, hvor jeg sammen med kunden og mine dygtige kolleger bygger en driftssikker løsning med stor kapacitet, høj oppetid, et operatørvenligt interface og ikke mindst en stabil styring, der hurtigt kan genoptage driften efter fejl, forklarer Lars Juhl Jørgensen.
Fra Amstrad computer til automation
Den nyansatte, men erfarne, automationsingeniørs interesse for teknik, elektricitet og programmering startede allerede i folkeskolen.
- Jeg har altid haft en sund interesse for teknik. Allerede i folkeskolen valgte jeg elektronik og programmering som valgfag og begyndte at kode små programmer på min gamle Amstrad computer. Jeg lavede blandt andet et smart kartotek, der holdt styr på hele familiens store samling af videobånd, husker Lars Juhl Jørgensen med et smil.