Morten er uddannet diplomingeniør i svagstrøm fra Odense Teknikum og har siden videreuddannet sig inden for blandt andet brugerorienteret produktdesign, HD 1. del samt ledelse. Gennem sin karriere har han arbejdet med avancerede tekniske løsninger hos blandt andet Schneider Electric og Converdan samt haft internationale opgaver i Oman.
Nysgerrighed blev drivkraften
Interessen for teknik begyndte allerede i gymnasietiden på HTX, hvor fascinationen af elektronik for alvor tog fart.
– Jeg har egentlig fulgt en vej, der er opstået gennem muligheder og tilfældigheder, men nysgerrigheden på teknologi og løsninger har altid været den røde tråd, fortæller Morten Pedersen.
Det er især processen fra problem til fungerende løsning, der driver motivationen.
– Det motiverer mig, når produkter fungerer efter kundens behov, uden at løsningen bliver unødigt kompleks. Når alle elementer går op i en højere enhed, ved man, at man er lykkedes.